De to trosbekendelser

Trosbekendelsen er islams port, og den lyder: ”Der er ingen gud undtagen Allah, og Muhammad er Allahs sendebud.” Det betyder, at der ingen sand gud er undtagen Allah alene, uden partner, og at Muhammad ﷺ er Hans tjener og sendebud og profeternes segl.

De to trosbekendelser er den første dør til at træde ind i islam, og de er en bekræftelse med den troendes tunge og en bekræftelse med hjertet af, at der ingen gud er undtagen Allah, og at Muhammad ﷺ er Hans sendebud. Denne bekræftelse er ikke blot flygtige ord, men en pagt, hvor muslimen forpligter sig til at tilbede og adlyde Allah alene og afvise alle andre falske guder, som sjæle måtte forestille sig kan bringe gavn eller skade.

Betydningen af Tawhid (monoteisme) kræver, at mennesket ikke sætter nogen partner ved Allah i Hans herredømme eller lovgivning. Ligesom Allah er Skaberen af alt og Ejeren af dette univers, er Han alene den, der fortjener tilbedelse. En af dens nødvendigheder er, at tjeneren dedikerer sit hjerte til Allah i alle sine anliggender, så han sætter sin kærlighed til sin Herre over al anden kærlighed, og lader sin frygt og sit håb udelukkende være knyttet til Ham, overbevist om, at der i virkeligheden ingen gavn eller skade er undtagen fra Ham, den Ophøjede.

Islam stopper ikke ved grænserne for den teoretiske tro, men strækker sig til at omfatte menneskets adfærd og handlinger. Tilbedelse for muslimen udvides til at omfatte enhver gavnlig handling, som udføres for Allahs skyld, lige fra udførelse af de obligatoriske pligter til at opbygge jorden med godhed. Denne tilgang gør hele den troendes liv rettet mod det højeste mål, som er at behage sin Skaber og handle i overensstemmelse med Hans befaling, idet man benytter sig af de lovlige midler, som Allah har skabt i dette univers.

الشهادة هي بوابة الإسلام، وهي قول: «لا إله إلا الله محمد رسول الله». تعني أنه لا معبود بحق إلا الله وحده لا شريك له، وأن محمدًا صلى الله عليه وسلم عبده ورسوله وخاتم النبيين.

الشهادتان هما الباب الأول لدخول الإسلام، وهما إقرار بلسان المؤمن وتصديق بقلبه بأن لا إله إلا الله، وأن محمداً ﷺ هو رسوله. وهذا الإقرار ليس مجرد كلمات عابرة، بل هو ميثاق يلتزم فيه المسلم بتوحيد الله وحده في عبادته وطاعته، ونبذ كل ما سواه من المعبودات الباطلة التي قد تتوهم النفوس فيها النفع أو الضر.

إن معنى التوحيد يقتضي ألا يشرك الإنسان مع الله أحداً في سلطانه أو تشريعه. فكما أن الله هو الخالق لكل شيء والمالك لهذا الكون، فإنه وحده المستحق للعبادة. ومن لوازمه أن يخلص العبد قلبه لله في كل شؤونه، فيجعل حبه لربه فوق كل حب، ويجعل خوفه ورجاءه معلقاً به وحده، موقناً أنه لا نافع ولا ضار في الحقيقة إلا هو سبحانه.

لا يقف الإسلام عند حدود العقيدة النظرية، بل يمتد ليشمل سلوك الإنسان وعمله. فالعبادة عند المسلم تتسع لتشمل كل تصرف نافع يقوم به ابتغاء وجه الله، بدءاً من أداء الفرائض وصولاً إلى عمارة الأرض بالخير. إن هذا النهج يجعل حياة المؤمن كلها موجهة نحو الغاية العظمى، وهي إرضاء خالقه والعمل وفق أمره، مستعيناً بالوسائل المشروعة التي جعلها الله في هذا الكون.